Drager

T'Gra så ud over riget under sig. Han havde fundet sig en god sky at ligge på i den bagende sol. Ikke en vind rørte sig. Han vidste også, at hans søskende befandt sig andre steder i verden lige nu, hvor der var behov for deres milde vinde. Solen havde bagt ubønhørligt ned over dette rige i flere uger nu og T'Gra havde undret sig over, hvorfor der ikke var kommet nogen regn endnu. Hvad lavede Vandslægten egentlig, hvis de ikke sørgede for vand til verdenen? ”Hmm, hvis man vil have noget gjort, må man gøre det selv,” brummede han og lettede fra skyen. Han skar gennem luften og kaldte skyerne til sig. Han havde ikke brug for vind, men han havde brug for regn og gerne meget af den. Da han havde samlet sig en god portion skyer, begyndte han at arrangere dem, så de ville give ham en god storm – en med masser af vand og tilstrækkelig vind til at sprede vandet over riget. Da han var tilfreds med formationen, dykkede han ned mod riget med sin storm lige efter halen. De mørke skyer buldrede og bragede og da T'Gra var over det første tørre sted i riget, slog han med halen og slap stormen løs. Så fløj han op over den og så på sit værk. De tobenede nærmest fløj omkring for at komme i læ for vandet, men han hørte også glæde over et brud på varmen. Med et smil fløj T'Gra tilbage sin sky og lagde sig atter til rette i solen...

Fakta:

Voksen handrage (1. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 44cm; Bredde: 25cm (inkl. vinger); Højde: 9cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Mørkeblå (ryg, ben og vinger). Sekundær farve: Mørkelilla (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Mellemblå (horn og takker).
Øjne: Hvide.

(Historie undervejs...)

Fakta:

Lille handrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Hvid (ryg, ben og vinger). Sekundær farve: Lys beige (bug, takker samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Sølv (horn).
Øjne: Gyldne.

(Historie undervejs...)

Fakta:

Lille handrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Hvid (ryg, ben og vinger). Sekundær farve: Mørkegrå (bug, takker samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Sølv (horn).
Øjne: Hvide.

Mørket åd dagens lys i dybe drag. Den første nat i tidernes morgen var begyndt. Folk krøb sammen og forsøgte at trøste hinanden. Ville lyset mon nogensinde komme igen? Natten var fyldt med frygt og rædsel for, at det ikke ville ske. Midt på natten begyndte de første at bede. Bønnerne var om at komme sikkert gennem nattens mørke - men der var ingen at rette bønnerne imod, så de blev blot hvisket i mørket. Men i Intetheden hørte Uzul folkets bøn, og det rørte hans hjerte dybt. I den første nat i tidernes morgen brød Uzul ud af Intetheden og sang for verden. Hans sang lullede folk i søvn, og hans ånde bragte dem drømme, som ville vare en hel nat. Da dagens første stråler begyndte at vise sig, vendte Uzul tilbage til Intetheden og dens mørke - for han foretrak mørket frem for lyset og den stilhed, som følger med mørket. Men hver aften når han hører folkets bønner for natten, så bryder han ud af Intetheden og skænker drømme til verden...

Fakta:

Urgammel handrage - mage til Nochra (Tusmørkeskaberen) og fader til resten af Natslægten.
Størrelse (ca.): 54cm; Bredde: 31cm (inkl. vinger); Højde: 9,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Mørkelilla (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Gylden (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Mørk beige (horn).
Øjne: Gyldne.

Solen gik ned på den første dag i tidernes morgen, og i dens svindende lys blev himlen farvet i mange forskellige toner af rød, gul og blå. Iblandt de mange farvespil lød der et dyrisk brøl, og Nochra blev født i det første tusmørke verden havde set. Hendes skæl havde det samme farvespil, som tusmørket selv, og hun forelskede sig sådan i det, at hun svor at genskabe og forny tusmørket hver dag for evigt...

Fakta:

Urgammel hundrage - mage til Uzul (Drømmeren) og moder til resten af Natslægten.
Størrelse (ca.): 54cm; Bredde: 29cm (inkl. vinger); Højde: 9,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Mørkrosa (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Mellemblå (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Hvide.

Uzul (Drømmeren) var forsvundet tilbage i Intetheden. N'Gira havde set ham bryde ud og forsvinde igen, som så mange gange før. Verdenen sov og drømme flød frit, som så mange gange før. N'Gira kunne ikke dy sig og lod sig glide stille gennem natteluften og indsnuse drømmene nede fra jorden. Drømmene var lyse, gode, fyldt med latter og glæde – og N'Gira glædede sig med dem. Men så blandede en ny lugt sig pludselig med drømmene. En underlig lugt. N'Gira indsnusede igen for at tyde den nye lugt. Den var stærkere her, og nu forstod hun den. Det var frygt. N'Gira satte kurs mod lugten og da hun nærmede sig dens kilde, opfangede hendes ører en klynken i søvne. Billederne af drømmen blev tydeligere og N'Gira så frygtens ansigt. Hun knurrede lavmælt. Hun brød sig ikke om, at noget ødelagde de dejlige drømme, der gav sådan en glæde, som hun oplevede hver nat. Det skulle væk! N'Gira fremmanede drømmen tydeligere med sin særprægede lugtesans og da frygtens grimme hoved stak frem i drømmen, åbnede N'Gira sit store gab og slugte frygten. Klynkelydene stoppede brat og drømmen vendte tilbage til at være fredfyldt. Tilfreds med sig selv gled N'Gira lydløst bort på sine vinger, mens hun slikkede den sidste rest af drømmens frygt i sig. Det smagte ikke så dårligt endda. Hendes mave rumlede, hun var mere sulten – og fra den nat af besluttede N'Gira sig for at indfange de onde drømme og tilintetgøre dem. Men nogle gange fangede hun også de gode drømme, men de blev aldrig spist – i stedet blev de opbevaret ved hendes hjerte, hvor de kunne glæde hende mest...

Fakta:

Voksen hundrage (1. kuld).
Størrelse (ca.): 44cm; Bredde: 25cm (inkl. vinger); Højde: 9cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Lyslilla (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Mellemblå (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Grønne.

De nyudklækkede unger blev ved med at mosle rundt i reden. Morgenen var allerede godt på vej, og det var meningen at de nyudklækkede burde sove nu. Tauri havde fået ansvaret for dem den her morgen, men han trængte selv til at sove og begyndte at blive irriteret på de små. ”Læg jer nu til at sove,” brummede han og lukkede øjnene. ”Vi kan ikke,” peb E'Chior (Månelys Frembringeren). ”Nej, fortæl os en historie!” brød Ranthia (Natluskeren) ind. ”En om stjerner!” ønskede Ziel (Stjernetegns Giveren) hurtigt. ”Fal'Dara, kan du ikke bringe os lidt søvn?” spurgte Tauri træt. ”Nej, jeg vil også høre historie. Desuden virker min evne ikke på drager,” svarede Fal'Dara (Søvnens Budbringer). ”Godt, så får I en historie – men I forholder jer i ro og prøver at sove så,” sagde Tauri bestemt. De nyudklækkede unger nikkede gladelig. Og så begyndte Tauri på en historie om nogle af hans yndlingsstjerner på nattehimlen. Hen mod slutningen var E'Chior og Ranthia allerede faldet i søvn og de sidste gabte trætte. ”Slut,” hviskede Tauri træt og lod sine øjne falde i. ”Hvorfra kender du den historie?” spurgte Ziel med et halvkvalt gab. ”Jeg læser stjernerne og deres historier,” svarede Tauri. ”Sov nu,” nødede han dem. ”Men hvem laver historierne?” spurgte Fal'Dara. ”Det gør de personer eller væsner som er involveret – og så har Idra også lidt med det at gøre,” svarede Tauri. ”Skæbnespinderen?” spurgte Fal'Dara nysgerrigt. ”Ja, men det kan du høre mere om senere. Nu skal I sove,” sagde Tauri afsluttende og Fal'Dara lukkede øjnene. Tauri sukkede tilfreds. Endelig kunne han sove, og når han vågnede igen, så ville det atter være nat og så kunne han tyde stjernerne igen. Måske ville en ny historie være kommet til?...

Fakta:

Ung handrage (2. kuld).
Størrelse (ca.): 23cm; Bredde: 16cm (inkl. vinger); Højde: 7,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Hvid (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Sølv (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Grønne.

Det snehvide æg rokkede faretruende i reden. Nochra (Tusmørkeskaberen) betragtede det roligt. En revne kom til syne i skallen og så én til og én til – til hele overfladen var dækket af revner. Skallen klækkede og et lille hvidt hoved kom til syne i toppen. Øjnene var grønne og den lille han peb nysgerrigt op mod nattehimlen, som var helt sort. Nochra skulle lige til at fortælle sin nye unge, at det var nattehimlen, ungen så på, da endnu en æggeskal fløj af og endnu et hvidt hoved dukkede frem fra ægget og kiggede op mod himlen. Tvillinger! Det var aldrig sket før. Den lille hun blinkede med sine gyldne øjne op mod himlen og udstødte en lille trille. En skinnende hvid prik kom til syne på nattehimlen og hendes bror peb fornøjet. Den første stjerne var blevet skabt. Nochra nussede de to unger med sin snude. ”I skal hedde Tauri og Chrys – Stjernetyderen og Stjerneskaberen”

Fakta:

Ung hundrage (2. kuld).
Størrelse (ca.): 23cm; Bredde: 16cm (inkl. vinger); Højde: 7,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Hvid (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Sølv (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Mørk beige (horn).
Øjne: Gyldne.

(Historie undervejs...)

Fakta:

Lille handrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Lilla (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Sølv (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Røde.

L'Ithril tog sig et velfortjent solbad på en dejlig, stor, blød sky og vendte mageligt sin bug op mod de varme stråler. Hun elskede at solbade. At føle varmen i sine mørkrosa og lyse skæl. Solens stråler trak i hende. Det var ved at være tid. Lige siden den dag hun var brudt ud af sin skal i sollysets midte på en sky, havde hendes skæl fanget strålerne og givet himlen et nyt lys. ”Aftenrøde” havde man kaldt det. Et lys der kun kom, når hun badede midt i solens stråler på et ganske særligt tidspunkt af dagen. Når solen dykkede mod horisonten og kort før Nochra (Tusmørkeskaberen) ville fylde himlen med tusmørket og dets mange farver. L'Ithril vendte sig rundt igen og så op mod solen. Det var tid til at bringe aftenrøden frem på himlen. Med et lille hop sprang L'Itril ud fra skyen, faldt et øjeblik, før hun sejlede op mod solen og den plads, der kun var for hende...

Fakta:

Lille hundrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Mørkrosa (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Syren (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Hvide.

(Historie undervejs...)

Fakta:

Lille hundrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Syren (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Gylden (bug, takker samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Gyldne.

Når Moray (Solopgangens Kalder) kalder solen op, bryder Airy ud af sin skal i de første solstråler skabt af Ildari (Solstrejfs Bringeren) og synger sin bebudelse af morgengryet...

Fakta:

Nyudklækket hundrage (4. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 14cm; Bredde: 7cm; Højde: 8,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Rød (ryg, takker og æg). Sekundær farve: Laksefarvet (bug samt æg). Tertiær farve: Mørk beige (horn).
Øjne: Gyldne.

(Historie undervejs...)

Fakta:

Lille handrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Mørk lilla (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Hvid (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Røde.

Fakta:

5. kuld.
Størrelse (ca.): Højde: 9cm, Omkreds: 17cm
Farve: Sort og gyldent.

Døden fascinerede Ilya. Dens mange ansigter. Men larmen brød hun sig ikke om. Al det skrigeri, tiggen om nåde, gråden – det skar i hendes ører. “Der må være en anden måde. En mere stille måde at tildele døden på,” tænkte hun. Ilya prøvede den ene metode efter den anden, men ingen af dem var stille. Ikke før hun så en blive kvalt. Hun spilede øjnene op. Den metode havde potentiale, men der var for meget kamp mellem de indvolverede. “Hvad nu hvis man ikke behøvede at lægge hånd på ofret med voldelig hensigt?” grundede hun. Ilya tænkte længe over denne gåde. En dag da hun lå på en græsplet i en skov og stirrede ud i luften, blev hendes tanker afbrudt af Kair (Jægeren): “Jeg ville ikke spise den svamp, hvis jeg var dig,” sagde han. “Hvorfor ikke?” spurgte Ilya og så først rigtigt nu på svampen. Den var orange med brune pletter. “Du vil få underlige drømme og en murren i maven. De tobenede bliver utilpasse af den,” forklarede Kair. “Interessant,” nikkede Ilya og åd svampen. Det tog hende mange forsøg, men til sidst lykkedes det Ilya at lave sin egen udgave af svampen. Hun så spændt til, da en tobenet tog en bid af den. Et smil krusede Ilyas læber – dødens ansigt var smukt at beskue og der var endelig stille. Siden har Ilya skabt mangen en gift og er kendt som Forgiveren...

Fakta:

Ung hundrage (2. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 23cm; Bredde: 16cm (inkl. vinger); Højde: 7,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Laksefarvet (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Lyserød (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Grønne.

Areol svævede rundt mellem de blankpoleret, sorte marmorsøjler. Der var intet tag på søjlerne, men det passede hende fint. Så var det lettere at komme ind og ud for hende og hendes søskende. Det var her de boede og her de fik besked, når der var brug for dem – eller rettere hendes søskende fik besked. Lige siden de var blevet udklækket havde både hendes bror og søster vidst, hvad de skulle. Hun vidste endnu ikke, hvad hun skulle få tiden til at gå med. Alt hun vidste, var, at hun kunne lide at være her. Deres sidste bror fra kuldet havde altid foretrukket at være udendørs og rode med knoglebunker og lig. Et brøl sønderrev luften over Areol og hun så forskrækket op. Nogen var vred. Meget vred. Et øjeblik overvejede hun, om hun skulle søge længere væk, men så fornemmede hun pludselig flere af sin æts tilstedeværelse og hendes nysgerrighed blev vakt. Hurtigt sprang hun ud i Intetheden, hvorfra brølet var kommet. Et særegent syn mødte hende, da hun kom ud i Intetheden. Der var indtil flere drager samlet her, så en af dem havde skabt et midlertidigt underlag for dem alle, som de kunne stå på, så de ikke behøvede at svæve rundt. Hun genkendte øjeblikkeligt sine ætlinge – Gnash (Livsstjæleren) og Cith’Ra (Sjælehøsteren) stod i midten overfor den urgamle M’Ora (Livsgiveren) fra Vandslægten, som skældte voldsomt ud: ”I ødelægger liv uden grund!” brølede hun vredt og så derpå hvast på den urgamle Iriel (Sjælebeskytteren): ”Lær dine unger at styre deres appetit!” Iriel lå med sammenfoldede vinger og så et kort øjeblik på sin mage D’Grar (Gådestilleren), før hun vendte sin opmærksomhed tilbage mod M’Ora: ”Mine unger følger deres instinkt, nøjagtig ligesom dine,” lød det silkeblødt. ”Har I mistet forstanden? Vi skal beskytte denne verden – det er derfor, vi tog ud af Intetheden i første omgang. Hvad er der at beskytte, hvis disse to ødelægger al liv?” spruttede M’Ora harmdirrende. ”Det er ikke kun os, som tager liv – vi tager det kun, når det er tid. Vi tvinger ikke de tobenede eller firbenede at slås med hinanden,” svarede Cith’Ra indigneret og rettede sit blik mod den lille forsamling af Krigsslægten, der var til stede. M’Ora skulle lige til at begynde igen, denne gang mod Krigsslægten, da D’Grar brød ind: ”Du har ret M’Ora.” Alle så forundret på ham. Det var sjældent, han sagde noget og det var endnu mere sjældent, at han ikke talte i gåder. M’Ora så tilfreds på ham. ”Så hvad vil du gøre D’Grar? Hvordan vil du opveje for de tabte liv, som ikke behøvede at være tabt?” spurgte hun. Areol så spændt på sin far. Hvad mon han ville svare? ”Det ved jeg ikke,” svarede han ligeud. M’Ora så skuffet på ham, men så fulgte han op med et uventet svar: ”Men det gør Areol.” Alles øjne vendte sig mod Areol, der forsøgte at gemme sig, men da hun først var blevet peget ud, måtte hun stå frem. Hun lod sig svæve ned foran M’Ora, der var enorm at se på. ”Så, lille unge, hvordan vil du løse det her?” spurgte M’Ora skeptisk og Areol sank en klump. Hvad skulle hun dog sige? Hun så hen på sin far, men D’Grar så blot opmuntrende på hende. Og hun så på sin langt ældre bror og søster. ”Nå?” lød det utålmodigt fra M’Ora. ”Hvordan vejer du et liv?” spurgte Areol og så på M’Ora. ”Vejer et liv?” spurgte den urgamle drage forundret. ”Ja. Hvis jeg skal dømme i denne sag, så må jeg vide, hvordan du vil veje de tabte liv mod de retmæssigt taget liv,” svarede Areol og for hvert ord blev hun mere sikker på sig selv. Og inden M’Ora kunne tage til genmæle fortsatte Areol: ”Jeg forstår Dit tab, M’Ora, og jeg forstår jeres instinkt bror og søster, men denne verden mangler noget. Den mangler balance og det vil jeg rette op på. Jeg vil være Balancens Vogter og når noget kommer ud af balance, så henvender I jer til mig og accepterer mine løsninger. Kan alle acceptere det?” spurgte hun og så forventningsfuldt på M’Ora og de andre. ”Accepteret,” nikkede M’Ora og den første af mange vægtskåle blev skabt til Areol og hendes hverv...

Fakta:

Lille hundrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Lyslilla (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Lyserød (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Røde.

Fakta:

5. kuld.
Størrelse (ca.): Højde: 9cm, Omkreds: 17cm
Farve: Hvid og sølv.

Hans mave knurrede faretruende. Han havde været sulten i flere uger nu. Han kunne være taget med Ulcis (Hadets Frembringer), men så ville han kun have fået små mundfulde. Strid skabt af had smagte fint, men det var kun dessert, når han ikke selv havde avlet striden – og han trængte til et hovedmåltid. Han sukkede. Hvis der nu bare havde været krig, så ville han kunne spise sig så mæt, at det ville vare flere år, før han igen havde brug for et større måltid. Men der var ikke krig. ”Måske er det på tide at skabe et mindre oprør et sted,” mumlede han for sig selv og gik på vingerne for at finde et tiltrængt måltid. Der gik flere dage før Tydiriel endelig fandt et område, hvor der var masser af tobenede. Straks han fik øje på dem gjorde han sig så lille, at ingen ville bemærke ham. Så fløj han ned iblandt dem for at danne sig et indtryk af stedet … En uge senere forlod Tydiriel området, mæt og tilfreds. Han havde hvisket nedrige ord i ørerne på hannerne, fristet hunnerne med smukke ord, iscenesat situationer der kunne tolkes på mere end en måde og så havde han lænet sig tilbage og nydt forestillingen, alt imens striden voksede, delte og forplantede sig til flere og flere – og han havde suget al denne næring til sig. Han følte sig tilpas og mæt nu, og der var ingen grund til at dræne området for mere lige nu – det var ikke tid til at starte en krig endnu. Det var for tidligt endnu, og krigen ville knap være begyndt, før den var slut igen. Desuden var korte krige kedelige og uden ret meget næring. Men snart … Snart ville han begynde at brygge på en krig...

Fakta:

Ung handrage (2. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 23cm; Bredde: 16cm (inkl. vinger); Højde: 7,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Sort (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Mørkegrå (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Mørk beige (horn).
Øjne: Hvide.

Historie undervejs...

Fakta:

Ung handrage (2. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 23cm; Bredde: 16cm (inkl. vinger); Højde: 7,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Sort (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Lilla (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Mørk beige (horn).
Øjne: Røde.

Det siges, at den dag da Silana brød ud af sin skal, at hun gjorde det med så stor magt, at noget af hendes magt satte sig fast i hendes æggeskaller. Hendes far, T’Galion (Magthaveren), anerkendte hendes styrke og besluttede at bruge hende som sit personlige sendebud. Så når en tobenede eller firbenede skabning gjorde sig fortjent til at få tildelt magt og T’Galions velsignelse, så blev Silana sendt af sted med et stykke af sin æggeskal til den udvalgte. Æggeskallen var et symbol på magt og forstærkede den magt den tobenede eller firbenede allerede selv havde udvist og blev som regel båret synligt for vise T’Galions gunst frem. Men mistede man T’Galions velsignelse, så forsvandt æggeskallen tilbage til Silana...

Fakta:

Nyudklækket hundrage (4. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 14cm; Bredde: 7cm; Højde: 8,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Lilla (ryg, takker og æg). Sekundær farve: Lyslilla (bug samt æg). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Hvide.

Arachi skrabede den bløde muld hen over agernet. Med lidt tid ville det vokse op og blive et fint træ sammen med resten af sine søskende. Hun så tilfreds ud over den begyndende skov. Den mindede hende meget om den første skov, hun havde set og sidenhen valgt at beskytte sammen med resten af skovene. Hun gemte lidt af skovens frø bag et af sine skæl på bugen. Hun havde gennem tiden lært at opbevare frøene dér i sikkerhed og uden gene for sig selv. De var gode at have, når det blev tid at plante nye træer for at bevare skoven... Et forpint hvin skar igennem vinden og nåede hendes ører. Træer blev pint et sted! Ikke i denne skov, men i en anden. Hurtigt rejste hun sig på bagbenene og skød op gennem luften i et mægtigt spring. Først da hun var fri af træernes kroner slog hun vingerne ud og strøg mod hvinene. Snart ville nogen lære hvad det ville sige, at gå på hugst i hendes velsignede skove! Hun havde sørget for rigeligt med skove, som man kunne bruge af efter forgodtbefindende, men de skove som hun havde velsignet og nøje udvalgt - dem lod man være i fred, hvis man vidste, hvad der var godt for en selv. Skoven kom til syne i horisonten, hvinene blev højere og Arachi blottede sine tænder et øjeblik inden hun lod et øresønderrivende brøl flænge luften foran sig. Træerne bøjede sig for hende og gjorde plads - vreden skyllede igennem hende...

Fakta:

Voksen hundrage (1. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 44cm; Bredde: 25cm (inkl. vinger); Højde: 9cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Mosgrøn (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Gylden (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Gyldne.

Tidligere havde bladet på grenen haft en saftig grøn farve, ung og frisk. Nu, hvor sommeren gik på hæld, havde bladet skiftet farve. Det var gået fra en frisk, lys grøn farve, til mørk til den nu var falmet og sprød, mere mosgrøn og uden liv. Snart ville de andre blade følge den. Nogle ville endda blive gule og orange eller røde, før de krøllede sig sammen og faldt af grenene. Men Waldor havde altid holdt mest af de grønne nuancer. Det var også derfor han havde valgt deres farver i stedet for de gule, orange og røde. De hørte mere til efteråret efter hans mening, og Augr bar dem smukt. Som hvis han havde kaldt på hende, strøg hun gennem luften over ham. En efterårsvind var ved at bygge op efter hendes hale. "Det er tid," hviskede han, men selv hans hvisken var som en god blæst og det falmede, grønne blad blæste af grenen og flød med vinden. De andre blade på grenene, som blev fanget i blæsten fra hans ånde begyndte straks at skifte farve. Waldor rejste sig fra sin lysning under de ældste træer i verden og i et enkelt spring var han oppe i luften, foldede sine vinger ud og strøg gennem luften. Løvets tid og dermed sommeren var forbi. Det var tid til at gøre klar til Augrs flyvning - og det begyndte som altid med Waldors rejse...

Fakta:

Voksen handrage (1. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 44cm; Bredde: 25cm (inkl. vinger); Højde: 9cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Mosgrøn (ryg og vinger). Sekundær farve: Isgrøn (bug, ben samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Sumpgrøn (takker). Quartus farve: Lys beige (horn)
Øjne: Gyldne.

Augr ventede oppe på sin yndlingsafsats på bjerget og betragtede de frodige skove, marker og enge under sig. Sommerens høst var allerede i gang, men det gik så langsomt - alt for langsomt. Hun slog rastløst med halen, der glimtede i sommersolen. Det var altid sådan her. Hun sov om vinteren, men når foråret kom, så vågnede hun og utålmodigheden og rastløsheden begyndte at bygge op i hende. Langsomt, altid langsomt, indtil hun ikke kunne holde det ud længere og bare måtte komme afsted og slippe alle sine kræfter løs igen. Hun bragte efteråret med dets hidsige og impulsive temperament - og hun elskede hvert sekund af det. Hun kastede endnu et blik ned mod jorden under sig. Der så ikke ud til at være sket noget. Var det for tidligt? Nogen gange havde hun været lidt for hurtig ude, men det kunne hun vel ikke gøre for? Hun måtte bare flyve! Og nu måtte de da have haft sommer nok for i år, nu måtte det være hendes tur! Augr rullede sig ud over afsatsen og fløj i retning mod Waldors hjem. Det var på tide at sætte ham ud på sin rejse, så hun selv kunne komme afsted...

Fakta:

Ung hundrage (2. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 23cm; Bredde: 16cm (inkl. vinger); Højde: 7,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Orange (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Gylden (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Hvide.

Haren vejrede i luften. Der var noget, som lugtede anderledes, men den kunne ikke greje hvad. Kair lå helt stille på jorden. Hans skæl havde antaget den samme farve, som de omgivelser han var i. Han ventede tålmodigt på, at haren faldt til ro igen. Haren trippede lidt, men lod sig så friste af bærrene på en busk. Kair sprang og fangede med lethed den skræmte hare under sine forben. Han dræbte den ikke, for han var ikke sulten. Efter et øjebliks tilfredshed over at jagten var lykkedes, trak Kair sine klør og forben til sig, så haren kunne spurte afsted. ”Var det sjovt?” spurgte Kairs bror, Essar (Bjergvogteren), der havde holdt øje fra luften og nu landede ved siden af Kair. ”Lidt. Men der er ikke ret meget udfordring i det længere,” tilkendegav Kair og antog sin normale grønne farve. ”Hvorfor så ikke jage noget større?” spurgte Essar og gnubbede sit hoved mod et træ, fordi det kløede. ”Det har jeg tænkt på, men hvad skal jeg jage? Der er ikke rigtig nogen større dyr i den her skov, som jeg må jage for Arachi,” svarede Kair opgivende. ”Så tag et andet sted hen,” foreslog Essar muntert. Kair så et øjeblik overrasket ud, men grinede så. ”Det tror jeg, jeg vil,” svarede han og sprang straks op i luften, og efter et par kraftige vingeslag kom han op over skoven. Essar fulgte efter. ”Jeg må hellere vælge noget andet end en skov,” mumlede Kair for sig selv, men Essar hørte ham godt. ”Du må gerne jage i bjergene – så længe du ikke forstyrrer den naturlige balance for meget. Så får vi bare begge to problemer,” svarede Essar ham med et grin, hvorefter han satte kurs mod en af sine yndlingsbjergkæder. Kair studerede bjergkæden nysgerrigt for dyreliv. Det dyr han ville prøve at jage, skulle være af en ordentlig størrelse. Hans øjne fangede antydningen af spor i sneen på bjerget og Kair landede behændigt for at se nærmere på dem. Poteaftrykkene var fine og af en god størrelse. Det her dyr ville være fint at jage. Kair gik straks i gang med at snuse til sporene, derefter til vinden og lettede så igen. Han fløj et stykke efter sporene for at sikre sig retningen, inden han skar genvej for at nå foran dyret. Flere gange undervejs tog han bestik af dyrets lugt og at det stadig burde være i nærheden, før han besluttede sig for at lægge sig på lur efter det. Straks han havde lagt sig, skiftede hans skæl farve, så det passede med de nye omgivelser. Nu gjaldt det bare om at vente. Der gik ikke så lang tid, før Kair bemærkede at dyrets lugt blev kraftigere. Dyret nærmede sig og Kair skærpede sine sanser, for at kunne høre og dufte det ordentligt. Det store kattedyr kom luntende gennem sneen med sit eget bytte i munden. Den stoppede op, da den pludselig vejrede en ny duft på sine enemærker. Dens bevægelser blev mere vagtsomme, men kattedyret tog kun et enkelt skridt frem, før den slap sit bytte og brølede ad Kair. Kair lod sin kamuflage falde og brølede igen ad kattedyret – ikke truende, men anerkendende over, at hans bytte havde opdaget ham. Han havde tilsyneladende mere at lære endnu for at være en dygtig jæger – hvilket han blev og fik tilnavnet Jægeren...

(Historie undervejs ...)

”Burde du ikke snart gå på vingerne Forell?” spurgte E'Wyn (Årstidskalderen) ham, da hun så, at han stadig plaskede med sin hale ned i søen. ”Ikke endnu. Foråret er kun lige begyndt,” mumlede Forell, mens han forsøgte at fange den regnbuefarvede fisk i søen med sin hale, men den smuttede hele tiden fra ham. ”Foråret har stået på i flere måner nu. Hvis du ikke snart går på vingerne, så bliver der ingen sommer i år,” sagde hans mor advarende. Forell så forskrækket op. ”Hvad mener du?” spurgte han hæst. ”At hvis du ikke går på vingerne lige nu, så giver jeg din storesøster lov til at starte efteråret tidligere – og du ved, hvor ivrig hun er for at gå på vingerne,” sagde E'Wyn. Forells ben skrabede sand og småsten op i et virvar, da han fortumlet kom på benene. Hans grønne vinger flaksede ude af takt med hinanden, mens han desperat forsøgte at få kontrol over sin krop, så han kunne komme op i fart og lette. ”Jeg er på vej! Du må ikke sende Augr afsted endnu. Der er stadig tid!” pustede Forell, mens han løb hen op fra søens bred, slog med vingerne og lettede. E'Wyn rystede på hovedet af sin unge. Det ville blive en kort sommer i år – men sådan måtte det jo være. Nogle gange var det de andre, som var sene til at komme i gang med årstidsskiftet – men hun måtte indrømme, at Forell var den værste til det. Og alligevel var han elsket – både af de andre drager og de tobenede. Forell var kommet højt nok op på himlen til at fange solens stråler og efter et par solbadninger, strøg han af sted og ledte solens lys mod jorden og forstærkede dens varme med sine egne skæl. Sommeren var begyndt...

Fakta:

Lille handrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Støvgrøn (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Isgrøn (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Hvide.

(Historie undervejs...)

Fakta:

Lille hundrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Brun (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Mørkegrå (bug, ben og takker). Tertiær farve: Lys beige (horn, takker samt knoglestruktur på vingerne).
Øjne: Hvide.

Gorad gabte irriteret på sit klippefremspring. Han kedede sig. Bialo (Lavine Bringeren) fløj gennem luften og slog en kolbøtte af glæde. “Nogen er vist I godt humør,” konstaterede Gorad en anelse tvært. “Og hvorfor ikke? Jeg er på vej til at skabe en lavine. Vil du med?” spurgte Bialo muntert. Gorad tænkte sig om et øjeblik, men nikkede så. Det var bedre end at kede sig. De fløj et stykke vej til de nåede en anden bjergkæde. “Dér,” grinede Bialo og satte kurs mod et punkt på bjergkæden. Gorad fulgte efter, men vidste ikke, hvad han skulle gøre, så han holdt sig lidt på afstand. Der gik lidt tid, men ingen lavine kom. Gorad fløj tættere på og kunne høre Bialo bande og svovle. “Hvad er der galt?” spurgte Gorad. “Pfft. De sten her vil ikke flytte sig!” pustede Bialo irriteret. Gorad så nøje på bjergvæggen og de sten, som Bialo ønskede væk, så lavinen kunne fortsætte. “Lad mig prøve,” sagde Gorad til sidst og fik lov til at komme til. Gorad forsøgte at skubbe, bide og løfte, men det virkede ikke. Til sidst blev han gal og slog til stenene med sin hale, så hårdt han kunne. Stenene knustes under slaget og lavinen rullede atter...

Fakta:

Lille handrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Mørkegrå (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Sølv (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Mørk beige (horn).
Øjne: Gyldne.

Det siges, at da den urgamle drage E'Wyn (Årstidskalderen) havde lagt sine første tre kuld, at der ikke ville komme flere årstider. Augr (Efterårest Bebuder) havde været den første, som var kommet i andet kuld. I det tredje kuld var så kommet Bith'Ra (Vinterkalderen) og Forell (Sommerbringeren) og E'Wyn fandt det godt, at året var delt i tre. Men nu lå det fjerde kuld æg i reden og var snart klar til at klække. E'Wyn havde ingen fornemmelse af, at endnu en årstid skulle være i blandt dem, hvilket hun havde haft med de to andre kuld. Det var vinter og vinteren havde varet længe nu. Det føltes som meget langt til sommer, selv for E'Wyn der ellers holdt af alle årstiderne. Det var hende, som kaldte dem til orden, når de ikke kunne enes om, hvornår de skulle skifte årstid. Og det var hende, som puffede dem i gang med at skifte årstiden, når tiden var inde til det. Men lige nu savnede hun mere sol og varme. Hun kunne godt tænke sig, at det nye kuld skulle bryde ud af skallen og blive mødt af varme og lys, frem for kulden og mørket. Et æg begyndte at rokke. E'Wyn så straks fascineret på det. Så rokkede ægget igen og en revne dannede sig. Omkring sig kunne E'Wyn høre, hvordan det begyndte at dryppe. Revnen på ægget blev større og nu kunne E'Wyn høre fuglekvidder udenfor og da det lille grønne hoved stak frem fra ægget, kunne E'Wyn mærke kulden forsvinde, da solen igen begyndte at lyse stærkere. Den ny lille drageunge gav et lyst skrig fra sig. Straks brød der små spirer frem fra jorden og knopper på træerne. Da ægget revnede lidt mere og en grøn hale slog ud, var det som om, at halen slog vinteren på flugt. E'Wyn så fascineret på sin lille unge. ”Dit navn skal være Lanoch – Forårets Bebuder,” sagde hun ømt og nussede ham kærligt...

Fakta:

Nyudklækket handrage (4. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 14cm; Bredde: 7cm (inkl. vinger); Højde: 8,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Støvgrøn (ryg, takker og æg). Sekundær farve: Isgrøn (bug samt æg). Tertiær farve: Mørk beige (horn).
Øjne: Hvide.

Forårsvarmen som Lanoch (Forårets Bebuder) havde forårsaget fik to andre æg i reden til at rokke. Det første æg begyndte at slå revner og et lille sandfarvet hoved stak frem. Men i stedet for et skrig, gispede den lille unge efter vejret. E'Wyn så bekymret på den og stak snuden ned til den og blæste varm luft mod den. Ved den varme lufts berøring, fik den lille unge det bedre, men så snart den lidt køligere forårsluft ramte, gispede den atter efter vejret. E'Wyn skulle til at blæse mere varm luft mod den, da det andet æg revnede og både et hoved og en hale stak ud fra ægget. Den lille unge gispede lige så besvaret efter vejret som den første. Straks blæste E'Wyn varm luft mod begge unger og de trak endnu en gang vejret bedre for en kort stund. Da E'Wyn blæste for tredje gang mod ungerne, trak den anden unge den varme luft godt ned i sine lunger, hvorefter den blæste det hele ud igen med en så høj tone, at den knap kunne høres. Et øjeblik blev alt stille, men så rystede jorden omkring dem. I en cirkel på omkring nogle og halvtreds meter hele vejen rundt om reden, forsvandt resten af sneen sammen med de få totter af grønt, som Lanoch havde fremkaldt. I stedet blev jorden pludselig forvandlet til gyldent sand og varmen steg betragtelig i reden og indenfor sandområdet. De to små unger begyndte at trække vejret lettere på egen hånd nu. Så snart den havde fået vejret, gav den første unge et par triller fra sig og straks hvirvlede sandet op udenfor reden og blev båret direkte hen til ungen, hvor den lykkelig badede i det neddryssende sand. E'Wyn smilede ad dem: ”Du skal hedde Gol'Mar (Ørkenskaberen)”, sagde hun til den anden unge, som havde frembragt den lille ørkenplet. ”Og du skal hedde Kaniel – Sandhvirvleren”, sagde hun til den første...

Fakta:

Nyudklækket handrage (4. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 14cm; Bredde: 7cm; Højde: 8,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Mørk beige (ryg, takker og æg). Sekundær farve: Lys beige (bug samt æg). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Gyldne.

Fakta:

5. kuld.
Størrelse (ca.): Højde: 9cm, Omkreds: 17cm.
Farve: Mørkegråt og sølv.

Intetheden var tør. Knastør. Hans hud var tørret så meget ind, at den skællede. Hist og her var skæl blevet løse og begyndt at falde af. Det værkede i hans led og muskler, når han bevægede sig. Hans vinger nærmest knirkede, når han spredte dem ud og foldede dem sammen igen. Sår var begyndt at vise sig der, hvor huden var mest tørret ind ved de led, han brugte mest. Han gled langsomt gennem Intetheden, da han ud af øjenkrogen fangede et lysglimt. Ganske langsomt vendte han sit store hoved mod lyset og bevægede sig mod det. Hans krop værkede under bevægelserne, skæl faldt af, hud sprak og blod piblede ned langs hans side. Men han tog sig ikke af det. Han havde vænnet sig til smerten. Lyset blev kraftigere og changerede i blå og grønne toner. Da han kom tættere på, kunne han se, at der var tale om en revne i Intetheden. Uden yderligere omtanke slog han en saltomortale og kom på god afstand af revnen. Hans hud sprak flere steder og flere skæl fløj af, men han tog sig ikke af det. I stedet satte han farten op direkte mod revnen og brød igennem den. Vandet omsluttede ham fra alle sider. Sårene blev svalet. Huden blødgjort. Han kunne bevæge sig mere frit igen. Han fleksede prøvende vingerne. De knirkede lidt, men ved hvert vingeslag, blev det mindre og mindre. Han strøg gennem havet. Rullede rundt. Dykkede og jagede fiskene op. Legede i det våde element, som var hans element. Nogle steder trængte sollyset helt ned til havbundens sand, koraller, sten og liv. Andre steder var der mørkt som natten og koldt. I lang tid udforskede han sit nye domæne. Hans krop var næsten som ung igen. Nye skæl var på vej, men pludselig begyndte resten af livet i havet at svinde bort. Han havde altid været påpasselig med sine måltider – aldrig spise mere end nødvendigt og lade de unge være, så der kunne komme mere liv til havet. Men nu var havet stille. Han begyndte at spore det liv, som plejede at holde til i koralrevene og opdagede, at koralrevet var slået i stykker. Af noget stort og voldsomt. Han ledte videre og kort tid efter hørte han et forpint delfinskrig. Han satte farten op og da han brød op over en sandbanke, så han en delfin kæmpe for at slippe bort fra en stor, lang krop, der mest af alt lignede en lang, skællede hale. Bæstet var rødt med sorte finner og en let raslende hale. Og dens størrelse var tæt på hans egen. Delfinen var trængt op i en krog mod en klippevæg, men den var for såret til at kunne svømme op uden at blive snuppet af det røde bæst. K'Har satte af fra sandbanken, strakte sine kløer ud i fuld længden og åbnede gabet klar til at bide sig fast i det røde bæst. Det røde skællede hoved snurrede omkring mod ham, men den kunne ikke nå at flytte sig, før K'Hars kløer borede sig ind i det og tvang det ned mod havbunden med al sin vægt. Det røde bæst piskede med halen og forsøgte med sit store gab, der var fyldt med sylespidse, lange tænder at bide K'Har. Men K'Har var en langt mere erfaren jæger end det røde bæst og efter en kort, men brutal kamp – kunne K'Har slippe det røde bæst igen, der nu lå stille på havbunden. K'Har slikkede sine sår, mens delfinen kom hen og strøg sig ganske let op ad ham som tak. ”Hvor kommer den fra?” brummede K'Har og kiggede ned på det røde bæst. Delfinen svarede med en række lyde, før den svømmede bort. ”Så – du er ikke alene,” brummede K'Har og så irriteret på det røde bæst. Hans nye domæne var i fare for at blive udryddet for liv, hvis disse røde bæster ikke blev holdt i skak af nogen. De kunne gøre havet til et nyt sted for Intetheden. ”Det må ikke ske,” mumlede K'Har for sig selv og så sig tilbage i den retning, han var kommet fra. Han kunne høre hæse skrig i det fjerne, som ikke tilhørte det liv, han kendte fra havet. ”Havet er mit domæne. Og jeg vil vogte over det til evig tid. Hvis I skal være her – så bliver det på mine betingelser!” brølede han mod de tre lange, røde skikkelser, der kom piskende imod ham ... Således begyndte K'Hars bevogtning af havet for mange, mange, mange år siden ...

Fakta:

Urgammel handrage - mage til M'Ora (Livsgiveren) og fader til resten af Vandslægten.
Størrelse (ca.): Længde: 54cm; Bredde: 31cm (inkl. vinger); Højde: 9,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Mørkeblå (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Mellemblå (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Isblå (horn).
Øjne: Hvide.

Det siges, at når Bith'Ra (Vinterkalderen) udsender sin kalden på vinter, så er Idrazir den første til at gå på vingerne. Og hvor Idrazir flyver, der følger frosten efter...

Fakta:

Lille handrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Isblå (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Hvid (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Grønne.

(Historie undervejs)...

Fakta:

Lille handrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Blå (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Hvid (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Hvide.

”Mor, jeg er bange for at bækkene er døde,” meddelte Sagast (Flodens Hersker) skamfuldt. M'Ora (Livsgiveren) så uroligt på ham, mens hun vogtede over sit fjerde kuld æg. ”Hvad mener du?” spurgte hun bekymret. ”Der er ingen lyd i dem. Floderne bruser, alle åer klukker af sted, søerne er levende med fisk – men bækkene er stille. Vandet flyder i dem, men det er også alt,” svarede han uforstående. ”Det er bekymrende,” medgav M'Ora og skulle til at sige noget mere, da et af æggene begyndte at rokke. Både Sagast og M'Ora blev opslugt af ægget og ventede spændt på at møde den nye unge. Ægget rokkede vildere og vildere og trillede til sidst ud af reden og ned på det glatte klippegulv i grotten. M'Oras hale skærmede ægget fra at ramme ned i den underjordiske sø, som hun havde valgt at bygge sin rede ved. I stedet trillede ægget mod en sten og en revne kom til syne. Da den først var kommet fulgte flere hurtigt efter og et øjeblik senere poppede en blåt dragehale ud af skallen. Halen piskede fra side til side og så brød hovedet igennem på den anden side af skallen. Den lille drageunge så sig om. Den smilede til M'Ora og Sagast og åbnede sin mund. De havde forventet et skrig, men det var ikke det, som kom ud af drageungen. Det var en lyd, som mindede om en fløjten mod græsstrå. Drageungen hvislede og pludselig hørte Sagast at bækkene svarede den lille unge. Ungen skreg henrykt og hvislede igen. ”Jeg tror lige, at bækkene har fået sig en ny ven,” smilede M'Ora. ”Jeg vil kalde dig Shurei – Bækhvisleren...”

Fakta:

Nyudklækket handrage (4. kuld).
Størrelse (ca.): 14cm; Bredde: 7cm; Højde: 8,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Mellemblå (ryg, takker og æg). Sekundær farve: Isblå (bug samt æg). Tertiær farve: Mørk beige (horn).
Øjne: Grønne.

Fakta:

5. kuld.
Størrelse (ca.): Højde: 9cm, Omkreds: 17cm.
Farve: Mellemblå og mosgrøn.

(Historie undervejs ...)

Fakta:

Ung handrage (2. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 23cm; Bredde: 16cm (inkl. vinger); Højde: 7,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Rød (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Gylden (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Gyldne.

Kulden havde sat ind for et par dage siden. Ikke at Radragar mærkede den. Han havde altid haft en indre varme, der holdt kulden væk. Men det havde de forhutlede skabninger på jorden ikke. Længe havde han set, hvordan de om vinteren krøb sammen for varme, men uden solens varme var der altid nogen som døde. Radragar følte med dem. Nogle af skabningerne havde forsøgt at bygge et læ af noget træ, men pindene var for tynde og det hele var bukket sammen inden det var færdigt. Hvis han kunne give dem lidt af sin varme... Radragar lettede med en ide. Han havde set solen nogle gange slyngede en “ildarm” ud fra sig. Radragar byggede billedet op af solens “ildarm” op for sit indre øje, mens han tog en dyb indånding. Da billedet var knivskarpt, åbnede han sit gab og pustede ud mod pindebunken. En flamme skød ind i bunken og træet blussede op. Varmen begyndte at sprede sig. Tilfreds fløj Radragar videre og fik sit tilnavn “Flammepusteren”.

Fakta:

Lille handrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Gylden (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Lys beige (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Mørk beige (horn).
Øjne: Røde.

Fakta:

5. kuld.
Størrelse (ca.): Højde: 9cm, Omkreds: 17cm.
Farve: Syren og laksefarvet.

Fakta:

Drageuroen består af 4 drager fra 3. kuld, som repræsenterer de 4 elementer. Det er dragerne Farmiel (Brisekalderen), Quari (Stenformeren), Sariel (Isblomsternes Skaber) og Raghul (Ildblomsternes Frembringer).

Fakta:

Drageæggene er stemningsskabere og kan bruges som gimmicks. De er ikke tænkt som legetøj for mindre børn. Fås i flere farver.

Fakta:

Mønstret er lavet til tæpper - der er ikke nogen opskrift på selve tæppet. Når du køber mønstret, vil det blive sendt som PDF-fil til din e-mail så hurtigt som muligt. Jeg har brugt Krea Deluxe (organic cotton) garn til dette tæppe og det passer perfekt til babyer og småbørn.